Ny søgning
Region
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Brønshøj Skole søger lærer til vores 6. årgang

Er du en engageret og relationsstærk lærer, der brænder for at gøre en forskel for elever i udskolingen?

Så har vi en spændende mulighed til dig på Brønshøj Skole – en skole med højt til loftet, stærkt teamsamarbejde og fokus på fællesskab, trivsel og faglig udvikling.

Om stillingen
Vi søger en lærer til en fast fuldtidsstilling. Fagkombinationen er relativt åben, vi ser dog gerne, at du har kompetencer i matematikfaget. Det vigtigste er imidlertid, at du har lyst til at indgå aktivt i vores stærke årgangsteam i udskolingen og bidrage til PBL-undervisning og fællesskab for ansatte og elever.

Du vil blive en del af en arbejdsplads, hvor flere voksne ofte er til stede i undervisningen, og hvor samarbejde er fundamentet for både planlægning, gennemførelse og evaluering. Undervisningen på Brønshøj Skole er varieret og bygger på fælles årsplaner, målstyret didaktik og tværfaglige, problembaserede forløb.

Vi prioriterer læringsfællesskaber, hvor både elever og medarbejdere får mulighed for at vokse – og hvor undervisningen tilrettelægges med blik for deltagelsesmuligheder, differentiering og motivation.

Vi søger en lærer, der:

  • er læreruddannet og brænder for at skabe motiverende og vedkommende undervisning
  • har lyst til at arbejde både monofagligt og tværfagligt i tæt samarbejde med kollegaer
  • vil gå aktivt ind i forældresamarbejdet
  • har stærke relationskompetencer og skaber tryghed og trivsel i klassefællesskabet – og kan arbejde med elever med særlige behov
  • kan tænke kreativt og pædagogisk udviklingsorienteret – eller som trives i et miljø, hvor andres kreativitet smitter
  • bidrager positivt og loyalt til et fagligt stærkt team og en samarbejdskultur med høj grad af tillid.

Det er en fordel, hvis du:

  • har kendskab til problembaseret læring og tværfaglige undervisningsformer
  • trives i en hverdag præget af fælles ansvar og kollegial sparring.

Vi tilbyder:

  • en fast fuldtidsstilling i et ambitiøst og støttende lærerfællesskab
  • en skole med fokus på udvikling, trivsel og høj faglighed for både elever og ansatte
  • fælles forberedelse og årsplanlægning i engagerede teams
  • et inkluderende miljø med plads til faglig nysgerrighed og pædagogisk nytænkning
  • mulighed for at præge skolens udvikling – både i dit team og i tværgående faglige sammenhænge.
Om Brønshøj Skole
Skolen er organiseret i grundskole (0.-5. årgang) og udskoling (6.-9. årgang). På hver årgang arbejder lærerne tæt sammen om at planlægge og afvikle undervisningen. Vi insisterer på fællesskab – både blandt elever og medarbejdere – og tror på, at det er gennem samarbejde, at vi skaber de bedste resultater.

De seneste mange år har Brønshøj Skole arbejdet i retning af at skabe et fælles “vi” i alt, hvad vi foretager os. Alle medarbejdere bidrager med det bedste, de kan, og særlige kompetencer hos den enkelte medarbejder sættes i spil til fordel for fællesskabet. Vi forbereder sammen, vi løser komplekse problemstillinger sammen, og vi løfter kerneopgaven sammen. Det er efterhånden en praksis, som gennemsyrer vores måde at lave skole på.

Som skole tror vi på, at kerneopgaven skal løses med årgangsteamet som den bærende enhed, hvorfor det er essentielt, at du har et ønske om tæt og nært samarbejde gennem frihed til at løse opgaven og tillid.

Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2026 eller snarest derefter. Stillingen er omfattet af Overenskomsten for lærere m.fl. i folkeskolen og i Københavns Kommune samt Arbejdstidsaftalen for lærere i den primærkommunale folkeskole og i Københavns Kommune.

Vi indhenter børne- og straffeattest og tager referencer i forbindelse med ansættelse.

Mere information
Har du spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Buster Rasmussen på 21 56 67 51.

Søg via linket senest fredag den 14. november 2025
Sammen med din ansøgning beder vi dig uploade dit CV og uddannelsesbevis.



Arbejdstid: Dag



Ansøg her





Tilbage til søgning