Ny søgning
Region
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Lærere til Utterslev Skole

På Utterslev Skole er vores pejlemærker ’lærende fællesskab’, ’mangfoldighed gør stærk’ og ’læring for fremtiden’. Så hvis du har lyst til at arbejde under de værdier, er du måske en af de engagerede lærere, som vi søger netop nu.

Som lærer hos os skal du være med til at sikre, at eleverne hver dag møder ind til en skoledag, hvor de trives, lærer og udvikler sig.

Vi arbejder under børnesynet 'børnene gør det bedste, de kan', og det skal du også have lyst til. Vores børnesyn bygger på blandt andet Ross Greene og Bo Hejlskov, og kender du ikke den pædagogiske retning, skal vi nok sørge for, at du bliver sat godt ind i den.

Vi søger tysk- og matematiklærere
Vi søger lærere til tysk og matematik. Kan du derudover undervise i Håndværk og Design, madkundskab eller musik, skal du ikke tøve med at sende en ansøgning.

Du bliver en del af et årgangsteam på fem lærere. Teamsamarbejdet er en stor del af hverdagen på vores skole, og du vil komme til at indgå i et tæt samarbejde med dit nye team. Der er også rig mulighed for, at I kan planlægge aktiviteter og forløb på tværs af de tre klasser.

På Utterslev Skole har nyuddannede lærere én lektion mindre end øvrige lærere, og de har færre øvrige opgaver det første år. Nyuddannede lærere følger skolens velkomstprogram for nye lærere og er tilknyttet en mentorordning, som en kollega har ansvaret for.

Nye og nyuddannede lærere, der starter på Utterslev Skole, udstyres med en bogpakke bestående af Bo Hejlskovs bog 'Børn i problemer' og Søs Rasks 'Klasseledelse i praksis'.

Vi ønsker, at du

  • er uddannet lærer og meget gerne har erfaring med at undervise elever på 5.-9. årgang
  • er en sand teamplayer, da teamsamarbejdet er en stor del af vores DNA, og du skal kunne se de mange fordele i at arbejde tæt til gavn for elevernes læring og udvikling
  • har faglige ambitioner for dine elever
  • er både omsorgsfuld og stålfast i forældresamarbejdet – vores forældregruppe er engageret, støttende og samarbejdende, og det skal du også være
Sidst, men ikke mindst, leder vi efter en engageret og nysgerrig kollega, som bidrager med godt humør og er omstillingsparat, når hverdagen ikke lige forløber som planlagt.

Vores skole
På Utterslev Skole er vi meget stolte af at være den skole, kvarterets familier vælger til. Vi er en mangfoldig skole med en dejlig blandet gruppe af børn og familier, som afspejler det område, skolen ligger i.

Derudover tør vi godt sige, at vi er rigtig gode til at tage imod de nye børn og familier. Det er vigtigt for os, at de nye forældre føler sig helt trygge, når de afleverer deres børn hos os.

Vores skole har tre spor, som i alt rummer 700 elever, 51 lærere, tre børnehaveklasseledere, én inklusionspædagog og seks skolepædagoger. Vi ligger på Skoleholdervej tæt ved Utterslev Torv og Bispebjerg Kirkegård. Vi har en naturprofil og vægter at tage børnene med ud i naturen som en del af deres skolegang.

Du kan læse endnu mere om os på vores hjemmeside.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten for lærere i Københavns Kommune. Inden ansættelse vil der blive indhentet referencer samt børne- og straffeattest.

Ansættelsen er en fuldtidsstilling med start snarest muligt.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Ulla Jensen eller souschef Nina Scheutz Steensen via skolens kontor på 33 66 92 00.

Sammen med en kort motiveret ansøgning beder vi dig vedhæfte CV, uddannelsesbevis og eventuelt relevante udtalelser.

Søg via linket senest onsdag den 27. november 2024



Fuldtid

Ansøg her





Tilbage til søgning