Ny søgning
Region
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Lærer til tysk- og musikundervisning på Amager Fælled Skole

Vi søger en ny engageret kollega til Amager Fælled Skole

En af vores dygtige lærere har valgt at skifte lejligheden i byen ud med et hus i forstaden, så nu leder vi efter en ny kollega, som kan bidrage til vores dejlige skoles ånd og høje ambitionsniveau fagligt såvel som socialt.

Om Amager Fælled Skole
På Amager Fælled skole bliver du en del af et dybt engageret og professionelt fællesskab af lærere og pædagoger, hvor alle dine kompetencer kommer i spil. Hos os vil dine kolleger samarbejde og sparre med dig på daglig basis, og din ledelse vil engagere sig i dit arbejde og din trivsel. Vi arbejder tæt i fag- og årgangsteam; den faglige barre sættes højt, og du skal være indstillet på kollegial sparring og samarbejde. Vi har en Madskole, hvor du også vil have et par spisevagter med eleverne.

Vi sætter pris på kolleger, der tager ansvar, er initiativrige og har et positivt og rummeligt børne- og livssyn. Du skal være tydelig og struktureret, og det er en fordel, men ingen betingelse, at du har erfaring fra tidligere job.

Om stillingen
Du kommer til at undervise i tysk på 6. og 7. årgang og musik på 5. og 6.årgang. Du skal læse de fleste af dine timer på 6. årgang, som også bliver dit team.

Du er fagligt og didaktisk dygtig, og du er vild med at undervise de yngste elever. Du brænder for dansk og musisk-kreative fag, og du har masser af ideer og også gerne erfaring med at omsætte fagets formål til klasselokalerne.

Amager Fælled Skole er en skole med en høj faglighed, og vi arbejder kontinuerligt med at udvikle skolen. Vi er en sundhedspædagogisk profilskole og en af Københavns Madskoler. Vi har et godt arbejdsmiljø med gode kolleger og spændende udfordringer. Vi arbejder professionelt og dedikeret, og vi har en uformel tone i dagligdagen med godt humør og plads til gode grin. Vi har efter egen overbevisning den bedste personaleforening i byen.

Amager Fælled Skole har ca. 800 elever med tre-fire spor på 0.-9. årgang. Skolen har en sammensat elevgruppe, som rummer både et- og tosprogede elever. Vi er beliggende tæt på Amager Fælled, DR-byen, Metroen, Havnebadet, Amager Strandpark, Vestamager Naturcenter o.m.a.

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. december 2025.

Mere information
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at ringe til indskolingsleder Trine Borch på 40 53 80 38.
Læs mere om os på vores hjemmeside www.afs.kk.dk.

Søg via linket senest fredag den 25. oktober 2024
Vi holder ansættelsessamtaler den 30. oktober.



Fuldtid

Ansøg her





Retur til søgning