
Søndersøskolen i Værløse søger en ambitiøs og dedikeret afdelingsleder med souscheffunktion
Har du hjertet på rette sted, og brænder du for at skabe verdens bedste hverdag for vores elever, så er det måske dig, vi leder efter på Søndersøskolen. Vi søger en relationel stærk leder, der tør udfordre den traditionelle folkeskolekultur, og som trives i et ambitiøst miljø med dygtige fagprofessionelle, hvor vi alle arbejder ud fra skolens slogan:
Alene kan vi noget – sammen kan vi alt
Hvem er du?
Du brænder for faglig, pædagogisk og didaktisk udvikling, og du vil gerne tæt på praksis og være med til at styrke de faglige og sociale fællesskaber for børn og voksne. Du har et ressourceorienteret menneskesyn, og du tror på fællesskabets værdi og magi. Du er innovativ, kreativ og ambitiøs, og du kan gribe mange bolde i en hverdag, der rækker langt ud over skrivebordskanten. Du har stærke relationelle kompetencer, du kommunikerer tydeligt både mundtligt og skriftligt, og du er ikke bange for udfordringer.
Du har stærke strategiske kompetencer i forhold til skoleudvikling og evner at se skolen som en samlet organisation. Du kan koordinere og strukturere processer og projekter, hvor du via inddragelse sikrer det nødvendige følgeskab. Du fastholder en proces til den er implementeret og mere til. Du er troværdig, ordentlig og rolig, og du er god til at skabe sammenhængskraft på tværs af faggrupper både i og udenfor organisationen. Du har humor, let til smil, og du ser en reel styrke i at finde løsninger sammen.
Du har ledelseserfaring og en relevant lederuddannelse eller har mod på at gå i gang med en.
Vi forventer desuden:
- at du er god til at medtænke forskellige perspektiver
- at du er fagligt opdateret
- at du er synlig og vedholdende
- at du evner et tillidvækkende skole-hjemsamarbejde
- at du er en teamplayer og er loyal overfor beslutninger
Hvem er vi?
Du vil blive en del af et ambitiøst, engageret og humørfyldt ledelsesteam med højt til loftet og med mod på udvikling, som består af en skoleleder, to afdelingsledere og en FFO-leder. Du vil ligeledes indgå i et tæt og godt samarbejde med skolens to dygtige sekretærer.
Du bliver en del af vores kultur, hvor vi vægter ordentlighed overfor vores elever, medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere og ikke mindst overfor hinanden. Vi har tillid til hinanden og vi hjælper hinanden, hvis der er noget, der bøvler. Vi bestræber os på at lytte og anerkende, men også på at være tydelige og handlekraftige.
Du får det pædagogiske og ledelsesmæssige ansvar for vores børnemiljø i samarbejde med en anden afdelingsleder, og som souschef vil du blive en tæt sparringspartner til skolelederen og deltage i et konstruktivt samarbejde med skolebestyrelsen. Øvrige ansvarsopgaver finder vi ud af sammen, da det i høj grad vil afhænge af dine interesser og kompetenceområder.
Om skolen
Søndersøskolen er en næsten 4-sporet skole med ca. 840 elever og 100 medarbejdere. Vi er en ambitiøs og udviklingsorienteret skole, og vores personalerum er fyldt med engagerede og dygtige lærere og pædagoger.
Vores vision er at skabe verdens bedste hverdag for vores elever, og vi arbejder primært ud fra tre fokusområder: Stærke fællesskaber, sammenhængskraft og innovative og kreative læringsmiljøer. Vi har et ressourceorienteret menneskesyn og et tillidsfuldt og konstruktivt forældresamarbejde.
Vi vægter faglige, personlige og sociale kompetencer lige højt, og vi er stolte af, at de børn, vi sender videre fra skolen, generelt klarer sig rigtigt godt.
Vi er en skole, der er kendetegnet ved motiverede børn og unge, en forældregruppe, der bakker godt op omkring skolen, og sidst men ikke mindst et rart, tillidsfuldt arbejdsmiljø med gode, grønne og spændende fysiske rammer og en dygtig og ambitiøs personalegruppe.
Skolen er opdelt i et børnemiljø (0.-5. klasse) og et ungemiljø (6.-9.klasse), og vi har Nest klasser på 0.-3. årgang. Vi har derudover en fritidsordning for vores elever i 0.-3. klasse og et klubtilbud for elever i 4.-6. klasse.
Søndersøskolen er den del af et stærkt skolevæsen i Furesø kommune. Vi står overfor en spændende udvikling med at realisere visionen om at styrke dagtilbud og skoler, så flere børn og unge trives, lærer, udvikler sig og dannes inden for almenområdet, og du vil få mulighed for at være med til at præge flere udviklingsspor med bl.a. kompetenceudvikling af lærere og pædagoger samt forskellige systematikker i og omkring praksis.
Lyder ovenstående som noget for dig, og har det gjort dig nysgerrig på vores skole, så kontakt endelig skoleleder Gitte Meinert på tlf. 72 16 49 95. Vi inviterer meget gerne på en kop kaffe og en rundvisning på vores dejlige skole, og vi vil se frem til at møde dig.
Ansøgningsfristen er den 16. januar 2026. Vi holder 1. samtalerunde den 21. og 22. januar fra kl. 15.30 og 2. samtalerunde den 26. januar fra kl. 15.30.
Tiltrædelse er den 1. marts 2026.
Stillingen er på fuld tid. Løn og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst.
Ansøg her
Ansøg på e-mail
Del i dit netværk
Søndersøskolen
29188327
Kirke Værløsevej 50
3500 Værløse
LJA-5502
Ledelse
16-01-2026 12:00
Tilbage til søgning




